Vietnam

af Oguz Tansel (1915-1994)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy

Jeg lod en due flyve fra Ararat,
Det siges, at duen var i en blodsø ved tilbagekomsten.
Mine ører og øjne blev tændt, og
Jeg blev brændt af denne flamme, mit hjerte brændte.
Millionvis mennesker var fange, 80 tusind døde,
Lede tyranner og røvernes medhjælpere
Har lagt landsbyerne og skovene øde,
Blodmiderne har plyndret tonsvis ris.
Juni måned, under grønne skyer
Var tusindvis sårede, hvis huse brændt ned,
Ni million sultende var vandrende.
Mødrenes mælk var tørret, babyerne var dødfødte.
Dette er den frygtelige beretning om sidste seks måneder.
‘Nyt Livsområde’ er helvedes navn.
De har farvet mart måneds sol med blod,
Bæsterne har skudt efter foråret.
Lige meget hvor, det er hos os:
Uafhængighed, stolte kamp for liv,
Overalt hædres folks stål
Ho-shi-minh taler beslutsomt til folket:
‘Til sidst styrter de vanærende ned.’

Kvinderne, gamle mennesker og børn kæmpede.
Derfor blomstrer hvert forår ligesom et mandeltræ
Ærefulde martyrernes røde jord.


BAGTALE


af Oguz Tansel (1915-1994)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy


Der er to kvinder der taler;

Med grenene taler deres hoveder,

Med vejene taler deres fødder,

Der er to kvinder der taler;

Denne er en ægte erindring,

Denne er en sang viet til vandet,

Der går to kvinder arm i arm.


POOLEN

af Oguz Tansel (1915-1994)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy


Den udtørrede pool i haven

Er dybdegående dyb,

Som et spejl mod himlen,

Er den vidtgående vid,

Om dagen er den en dråbe,

Om natten er den en sø.


FANGENS SANG

af Oguz Tansel (1915-1994)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy


Hvor frygtelig det at tænke på flyvningen
Af en fugl, der flyver som den vil.
Er det så meningen med at være et menneske?

Til et rent bjerg, hvor en fod
Og en tunge ikke har nået,
At flygte stedet, hvor en gud modtager votivgaver
At slå sine indre bjerge mod hinanden;
At stå i et hjørne ligesom en hjertesløs gud ;
At længes efter, men ikke opsøges
At opsøges, men ikke blive fundet.



Ahmed Arif

 

af Ahmed Arif (1927-1991)

gendigtet af Ismail Haydar Aksoy

 


Til Noah har jeg skænket vugge

Gynger, hængekøjer

Sammenlignet med mig

Er Moderen Eva et nyfødt barn,

Jeg er Anatolien,

Kender du mig?

Jeg skammer mig,

Jeg skammer mig over fattigdommen,

Jeg er nøgen foran fremmede og fjende…

Mine stiklinger fryser,

Min høst er knap.

Jeg er efterladt

Helt ensomt og fjernt

I digteres og lærdes verdener

Hvor broderskabets, arbejdets,

Enhedens

Og atomets roser blomstrer og blomstrer.

Er du klar over dette?

Jeg er blevet malket ud i tusindvis år

Med sine forfærdelige ryttere har de sønderdelt

Mine undseelige og spæde søvne ved daggryet,

Herskere, angribere, banditter

Har krævet tribut.

Jeg tog hverken Aleksander den store

Eller Sultan Murat alvorligt.

De udvandrede til døden uden at kaste deres skygger.

Jeg sendte mine hilsener til min ven

Og blev ved…

Kan du se dette?

Bare du er klar over hvor højt jeg elsker

Köroğlu, Karacaoğlan,

Karayılan,

Og den ukendte soldat…

Også Pir Sultan og Bedrettin.

Også så megen kærlighed,

Som pennen ikke kan beskrive…

Bare du er klar over,

Hvor højt de elskede mig.

Bare du kender ham, der skød allerførst i byen Urfa,

Hvor smukt smilede han til døden

Fra minareten, fra barrikaden,

Fra cypressens gren.

Jeg vil absolut ha’ at du skal vide det,

Men kan du også høre dette?

Bliv ikke så håbløs, som du nu er,

Så bedrøvet, så ensom…

Lige meget hvor du befinder dig i,

I fængslet, i frihed, i skole, på skolebænken,

Gå så beslutsom hen imod

Og spyd på ansigtet

Af bøddelen, kollaboratøren og forræderen…

Gør modstand med bogen,

Gør modstand med arbejdet,

Med neglen, med tænderne,

Med håbet, med kærligheden, med drømmen.

Gør modstand og få mig ikke til at skamme mig.

Se hvor jeg bliver genskabt

I dine ærlige og unge hænder.

Døtre

Og sønner har jeg i fremtiden,

Hver en af dem er en uundværlige del af verden.

De er knopper af min længsel igennem tusinde år.

På dine øjne,

På dine øjne kysser jeg.

Hos dig har jeg også et håb.

Kan du forstå dette?

Noter:

Köroğlu: En folkelig digter, som levede i 1600-tallet.

Karacaoğlan: En folkelig digter, som levede i 1600-tallet.

Karayılan: Folkehelt, som er berømt for sin kamp mod den franske invasionshær omkring byen Antep lige efter den første verdenskrig.

Pir Sultan: En folkelig digter, som levede i 1600-tallet. Han blev hængt i byen Sivas, på befaling af Hızır Paşa.

Bedrettin: En filosof. Levede mellem 1375-1420. Han var leder af et folkeoprør. Bedreddin blev hængt på befaling af Çelebi Mehmet.

ahmedarif2.jpg

af Ahmed Arif (1927-1991)

 

gendigtet af Ismail Haydar Aksoy

Du var blomstrende

I min ensomhed

Blå og grøn,

Du var blomstrende.

Rødt som blodet af en kanin, ren som hennaglans.

Jeg kunne overvinde smerter, ondskabsfuldheder…

At gå,

At gå til eksilet i dine øjne.

At sove inde,

At sove inde i dine øjnes fængsel.

Hvor er så dine øjne?

Ikke “To be or not to be”.

Slet ikke “Cogito ergo sum”…

Pointen er at kunne forstå den uundgåelige

Den ustandselige lavine

Den uendelige strøm.

At drikke,

At drikke måneskinnen i dine øjne.

At ankomme,

At ankomme sjælens talisman i dine øjne.

Hvor er så dine øjne?

Du var sådan en sjæl i min sjæl

Ikke blodet, men vor kærlighed flød i natten

Når bødlen plagede struben,

Med lassoen…

At fornemme,

At fornemme galgen i dine øjne

At tie stille,

At tie stille i dine øjne,

Som barberkniven…

Hvor er så dine øjne?

 

 

Noter:

“To be or not to be” : Hamlets berømte tirade. “At være eller ikke at være.” Skrevet af den engelske digter William Shakespeare (1564-1616).

“Cogito ergo sum” : “Jeg tænker, ergo er jeg.” Sagt af den franske filosof René Descartes (1596-1650).

ahmet_arif3jpg.gif

af Ahmed Arif (1927-1991)

 

gendigtet af Ismail Haydar Aksoy

 

 

 

Er du klar over dette, du, mur af sten?

Jerndør, det blinde vindue,

Min pude, min køjeseng, min lænke,

Det melankolske billede i skjul,

For hvis skyld risikerer jeg døden,

Er du klar over dette?

Min visitant har sendt grønne løg til mig

Og min smøg dufter som nellike.

Det er foråret, der er kommet til mit lands bjerge…

af Ahmed Arif (1927-1991)

 

gendigtet af Ismail Haydar Aksoy

 

 

Din kærlighed forlod mig aldrig,

Jeg var sulten, jeg var tørstig,

Natten var mørk og forræderisk,

Jeg var ensom, jeg var stille,

Jeg var sønderknust…

Og mine hænder var i håndjern,

Jeg var uden tobak, uden søvn,

Din kærlighed forlod mig aldrig.

af Edward Estling Cummings (1894-1962)

 

gendigtet af Ismail Haydar Aksoy

på et sted, hvor jeg aldrig har været, skønt er det fjernt

fra ethvert liv, har dine øjne egen tavshed: der er noget,

der begraver mig i mig selv i din mindste bevægelse

noget, så nært som jeg ikke kunne røre

dit allermest sky blik åbner mig så nemt

selv om jeg har knyttet mig selv så tæt ligesom fingrene

du løser mig op blad for blad ligesom Foråret, der rører

mesterligt og lader sin første rose blomstre i hemmelighed

eller hvis du ønsker at lukke mig, jeg

og mit liv lukkes, lige så skønt, som blomstens hjerte,

der drømmer, at sneen pludseligt falder

forsigtigt over det hele

intet, som vi hører i dette land

kan nå til din overfølsomhedens kraft,

der binder mig med dens strukturs farver,

og dræber uafbrudt i ethvert suk

(aner ikke hvad det er, der findes i dig, der lukker og løser op;

men der er kun en ting i mig,

der forstår dine øjnes røst som er dybere end roserne)

ingen, selv regnen, har så små hænder.

af Edward Estling Cummings (1894-1962)

 

gendigtet af Ismail Haydar Aksoy

kæreste

dit hår er et land

hvor kongen er mørkhed

en stigning af blomster er din pande

dit hoved er en levende skov

der er fyldt med sovende fugle

dine bryster er en masse honningbier

på din krops gren

din krop er mig April

forårets ankomst i armhuler

dine hofter er hvide heste

i kongernes droscher

og en dygtig skjalds øvelser

som man altid kunne finde en sød melodi iblandt

kæreste

dit hoved er en æske for

den kølige ædelsten som er din hjerne

håret på dit hoved er en modig mand

der aldrig går fallit

håret på dine skuldre er

en gående hær med sejrens musik

dine ben er drømmenes træer

hvis frugt er glemsomhedens kerne

dine læber er rødklædte borgmestre

der forener kongerne med deres kys

dine håndled er

hellige

som vagterne af dit blods nøgler

dine fødders hud er

blomster i sølv vaserne

fløjternes dilemma i din skønhed

klokkernes bedragelse er dine øjne

som kunne bemærkes imellem røgelses duft

Næste side »