På det vandrende hav
af Melih Cevdet Anday (1915-2002)
på dansk ved Ismail Haydar Aksoy
I.
Du, jeg og vores urtepotte på altanen
Er den første trekant af bygningen, min flittige Elisabet.
Hverken nyt eller gammelt. Det er som om
Det mest gennemsigtige minut af vores skæbne skælver
På det vandrende hav. Vi er ikke klar over dette.
Stenens stemme ligner menneskets.
Urtepotten på din altan, mærker du pludseligt,
Ta’r skyens plads. Skyerne
Forvandles til skummende heste.
Og jeg løber sammen med dig, foran os
Er en rød fugl, der vugger den gamle hyld,
Som var set af et blindt barn kort før.
Så bliver skyen atter urtepotte, hestene
Begynder at ånde hurtigere, vi slapper af, en hviskelyd
Som ligner væggenes uløselige ord, fylder
Vore ører. Det er fra i dag og fra i morges.
Hverken erindring eller glemsel. En nær sammenhæng
Med kysters rød-farvede duft findes
I vore blikkes tunge symboler, som gror op
Ligesom en lammet nattergals sang.
Og jeg vandrer ind til dig lidt efter lidt
Jeg vandrer ind og vender tilbage ligesom en vibration,
Jeg leder efter dine læbers sten,
Jeg leder efter dit navn, som jeg skrev med regnen.
Af og til forsvinder du i din egen dals
Revner, og så springer du op
Oven over den forsvundne dal.
Hvor mange gange har jeg ikke mistet mig selv i mig.
Det her er alt. Hverken nyt eller gammelt.
Det er som vores skæbnes mest gennemsigtige minut.
II.
Ligesom ordene, som ikke kunne eksistere alene
Og hvis kilde er os ubekendt
Er forvandlingen af det uendelige blå til en ny tanke;
Sjælen er en krystal af kul, som fødes af mørke
Ligesom en rød måne, ventende på natten.
Og ligesom en kødædende plante dækker den alt,
Som spredes og så samles
I ledelsen af numeriske former.
At spredes er bare at samles.
Seksuelle væske knækkende sin skal, den spændte og slappe
Bue af solen, de første glødende og mørke metaforer
Af østers med stjerner;
Himlens vinge, som rødmer og blegner;
På grenene er der frugter med deres stemplede fødder
Som springer op til en ny evighed og så fylder ned;
Og jorden, som er fuld af blegnede knogler
Og som er broderet i menneskets sjæl, ånder ligesom en sæl.
Hverken gammelt eller nyt. Det her er alt.
Det er alt. Du, jeg og urtepotten på altanen
Er kun i tunge symbolers flyvetur.
III.
Nu drysser jeg ødselt ned
Alle ordene på fugle, på rosens rødder,
På solens læbe, på gryets hoppende
Skørt, på klippernes røde fløjl,
På månens horn og på kaprifolien
Som læner sig ud til dit hårs gitter…
Jeg genspejles alene til alle former
Og til vandenes skeløjede bund.
IV.
På stranden samler Henry Moore
Grus, som ligner frugtsomme kvinders bryster
Og figener, noget grus har et hul
I midten og bærer sine drømme på skuldrene.
Hjertet var til, for at vide, at det ikke var
Formernes bitreste.
Og de stejle og ujævne klipper,
Som gør verden mere ædel, er ligesom faner,
Der visker eksistensens blotpletter væk.
Ak, knogler, menneskenes knogler, dyrenes knogler,
Den mest forfinede og ophøjede krans
Af at forvandle fra en form til en anden.
Og hullede muslingeskaller,
De lugter skygge ligesom en nordsørejes pande.
Glæden var til, for at blande
Græsset og dyrene sammen.
Ak, ligesom gale menneskers mur
Er træernes kradsede kroppe.
Den, der forvandler de døde til stjerner
Fuglenes låste smykker.
Man ville ha’ endnu mere.
Endnu mere. Hverken gammelt eller nyt.
Måske denne celle med sine asymmetriske linjer
Hvis stumpe monumenter blomstrer op, er
En kæmpe, der dør og reinkarnerer uafbrudt,
Eller en forskrækket gudinde.
Øjet er guden over for sin overenstemmelse,
I små stykker og i modsætning til helheden.
Formen, som er formen; nutidens klingende
Vand, livets vækkeur;
De skjulte stolper af forandringen, skriget,
Bevægelsens diamant, kvinden, navnet og verbet.
Jeg har flyttet alt, hvad du var i besiddelse af
Ligesom en tyr, der pludseligt dukker frem i en landsby.
Det var meget svært at leve i forstandens blå
Og at være fri for razzia, som har to tiders dimension.
Hvis det seende øje er det sete øje
Er jeg en anden person.
Dette konstitutionelle system er hverken fra i morgen eller fra i går.
I morgen er også en metafor ligesom i går.
Havet, fuglen, regnen og vinden er
Fra i dag, fra i morges.
V.
Freud sidder ved et træs underbevidsthed
Og undersøger jordens drømme.
Der er valmuer, som lyser disse drømme op.
Havet, fuglen, regnen og vinden.
Drømmen er en forsinket stjerne, som dropper ned
Fra bevægelsens mælkefyldte figenseng.
For tidligt eller for sent springer
En fisk op i gårsdagens vand.
En rød bølge har vendt dagens lys op og ned,
En brønds smalle ansigt sover og vågner.
Som om tiderne har gemt sig i frøet
Der er knirkende gynger på jorden.
Havet, fuglen, regnen og vinden.
Og jeg fandt mig korsfæstet
Mellem fortiden og fremtiden, ligesom i en drøm.
Hverken gammelt eller nyt. Som om vores tankes
Mest gennemsigtige minut skælver
På havets fortabte vande.
