af Melih Cevdet Anday (1915-2002)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy

I.

Du, jeg og vores urtepotte på altanen

Er den første trekant af bygningen, min flittige Elisabet.

Hverken nyt eller gammelt. Det er som om

Det mest gennemsigtige minut af vores skæbne skælver

På det vandrende hav. Vi er ikke klar over dette.

Stenens stemme ligner menneskets.

Urtepotten på din altan, mærker du pludseligt,

Ta’r skyens plads. Skyerne

Forvandles til skummende heste.

Og jeg løber sammen med dig, foran os

Er en rød fugl, der vugger den gamle hyld,

Som var set af et blindt barn kort før.

Så bliver skyen atter urtepotte, hestene

Begynder at ånde hurtigere, vi slapper af, en hviskelyd

Som ligner væggenes uløselige ord, fylder

Vore ører. Det er fra i dag og fra i morges.

Hverken erindring eller glemsel. En nær sammenhæng

Med kysters rød-farvede duft findes

I vore blikkes tunge symboler, som gror op

Ligesom en lammet nattergals sang.

Og jeg vandrer ind til dig lidt efter lidt

Jeg vandrer ind og vender tilbage ligesom en vibration,

Jeg leder efter dine læbers sten,

Jeg leder efter dit navn, som jeg skrev med regnen.

Af og til forsvinder du i din egen dals

Revner, og så springer du op

Oven over den forsvundne dal.

Hvor mange gange har jeg ikke mistet mig selv i mig.

Det her er alt. Hverken nyt eller gammelt.

Det er som vores skæbnes mest gennemsigtige minut.

II.

Ligesom ordene, som ikke kunne eksistere alene

Og hvis kilde er os ubekendt

Er forvandlingen af det uendelige blå til en ny tanke;

Sjælen er en krystal af kul, som fødes af mørke

Ligesom en rød måne, ventende på natten.

Og ligesom en kødædende plante dækker den alt,

Som spredes og så samles

I ledelsen af numeriske former.

At spredes er bare at samles.

Seksuelle væske knækkende sin skal, den spændte og slappe

Bue af solen, de første glødende og mørke metaforer

Af østers med stjerner;

Himlens vinge, som rødmer og blegner;

På grenene er der frugter med deres stemplede fødder

Som springer op til en ny evighed og så fylder ned;

Og jorden, som er fuld af blegnede knogler

Og som er broderet i menneskets sjæl, ånder ligesom en sæl.

Hverken gammelt eller nyt. Det her er alt.

Det er alt. Du, jeg og urtepotten på altanen

Er kun i tunge symbolers flyvetur.

III.

Nu drysser jeg ødselt ned

Alle ordene på fugle, på rosens rødder,

På solens læbe, på gryets hoppende

Skørt, på klippernes røde fløjl,

På månens horn og på kaprifolien

Som læner sig ud til dit hårs gitter…

Jeg genspejles alene til alle former

Og til vandenes skeløjede bund.

IV.

På stranden samler Henry Moore

Grus, som ligner frugtsomme kvinders bryster

Og figener, noget grus har et hul

I midten og bærer sine drømme på skuldrene.

Hjertet var til, for at vide, at det ikke var

Formernes bitreste.

Og de stejle og ujævne klipper,

Som gør verden mere ædel, er ligesom faner,

Der visker eksistensens blotpletter væk.

Ak, knogler, menneskenes knogler, dyrenes knogler,

Den mest forfinede og ophøjede krans

Af at forvandle fra en form til en anden.

Og hullede muslingeskaller,

De lugter skygge ligesom en nordsørejes pande.

Glæden var til, for at blande

Græsset og dyrene sammen.

Ak, ligesom gale menneskers mur

Er træernes kradsede kroppe.

Den, der forvandler de døde til stjerner

Fuglenes låste smykker.

Man ville ha’ endnu mere.

Endnu mere. Hverken gammelt eller nyt.

Måske denne celle med sine asymmetriske linjer

Hvis stumpe monumenter blomstrer op, er

En kæmpe, der dør og reinkarnerer uafbrudt,

Eller en forskrækket gudinde.

Øjet er guden over for sin overenstemmelse,

I små stykker og i modsætning til helheden.

Formen, som er formen; nutidens klingende

Vand, livets vækkeur;

De skjulte stolper af forandringen, skriget,

Bevægelsens diamant, kvinden, navnet og verbet.

Jeg har flyttet alt, hvad du var i besiddelse af

Ligesom en tyr, der pludseligt dukker frem i en landsby.

Det var meget svært at leve i forstandens blå

Og at være fri for razzia, som har to tiders dimension.

Hvis det seende øje er det sete øje

Er jeg en anden person.

Dette konstitutionelle system er hverken fra i morgen eller fra i går.

I morgen er også en metafor ligesom i går.

Havet, fuglen, regnen og vinden er

Fra i dag, fra i morges.

V.

Freud sidder ved et træs underbevidsthed

Og undersøger jordens drømme.

Der er valmuer, som lyser disse drømme op.

Havet, fuglen, regnen og vinden.

Drømmen er en forsinket stjerne, som dropper ned

Fra bevægelsens mælkefyldte figenseng.

For tidligt eller for sent springer

En fisk op i gårsdagens vand.

En rød bølge har vendt dagens lys op og ned,

En brønds smalle ansigt sover og vågner.

Som om tiderne har gemt sig i frøet

Der er knirkende gynger på jorden.

Havet, fuglen, regnen og vinden.

Og jeg fandt mig korsfæstet

Mellem fortiden og fremtiden, ligesom i en drøm.

Hverken gammelt eller nyt. Som om vores tankes

Mest gennemsigtige  minut skælver

På havets fortabte vande.

Når du lige er begyndt at tale

Melih Cevdet Anday (1915-2002)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy

af Melih Cevdet Anday (1915-2002)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy

                                                                                                                           Til Rosenberg’erne

Når et par duer flyver

Når nelliker lugter brændt

Det er ikke noget som skal mindes

Pludseligt kommer det til erindringen

Det var nærmest morgen

I skulle stå op ligesom alle andre

Måske trængte I til lidt mere søvn

Jeres nat kommer til min erindring

Som blomsternes navne jeg kan li’

Som gadernes navne jeg kan li’

Som alle mine elskedes navne

Kommer jeres navne til min erindring

Derfor skammer dejlige senge sig,

Derfor er man tungsindig når man kysser,

Jeres fingre som trykker hinanden

Mellem pigtråd, kommer til min erindring.

Jeg har oplevet megen kærlighed og kammeratskab,

Jeg har læst om megen heltedom i historien

Jeres rene og alvorlige opførsel som klæder vores tid

Kommer til min erindring.

Når et par duer flyver

Når nelliker lugter brændt

Det er ikke noget man kan glemme

Selvfølgelig kommer det til min erindring.

(1956)

af Melih Cevdet Anday (1915-2002)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy

Du forstår hvad blå er

Du forstår hvad hav er

Du har svært ved at forstå

Hvad det blå hav er…

af Melih Cevdet Anday (1915-2002)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy

Min bedstefar, min far, jeg

Min lille søn, min datter, min svigersøn…

Vores ankomster var en efter en

Vi rejste alle sammen med hele molevitten.

af Melih Cevdet Anday (1915-2002)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy

Jeg passerer forbi træet

Træet er på sit sædvanlige sted

Skulle jeg pludselig vende mig om og kigge?

Jeg går på kolde sten

Min hud varmes helt op

Hvad er dog denne brand og dette helvede?

Jeg placerer solen ved siden af mig

Jeg lukker havet op foran mig

Træ, sten, sol, hav er sultne

Og hjælpeløse

Jeg er også en af jer

Jeg er på mit sædvanlige sted ligesom træet

Kold ligesom stenen

Varm ligesom solen

Ligeså bekvemmelig som havet.

En dag har jeg sagt til mig selv

Nå, så har jeg også øjne

Ligesom mine hænder og fødder.

Jeg fandt denne sandhed med min hjerne.

I første omgang blev mine hænder og fødder kloge

Senere fik min løftede hjerne hænder og fødder

Fra nu af er der tale om samarbejde

Det var mig, der væltede denne dør

Jeg var ligesom gale, ligesom dyr

Pludselig traf jeg

Dette fortabte

Dette lykkelige forsikrede naturlige

Dette ærlige rene første univers

af Melih Cevdet Anday (1915-2002)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy

Ved siden af dette livlige græs

Tæt på træets skygge

Lige før begyndelsen af abrikosens duft

I hårfin afstand fra et kys

Lige omkring flodens kyst

Denne undertrykkelse, denne uretfærdighed, denne tortur

af Melih Cevdet Anday (1915-2002)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy

Goddag Dursun baby goddag

Dette er vand

Dette er lys

Dette er luft

Dette er, Dursun baby, vores verden

Dandini dandini dastana (*)

Lad Dursun baby sove

Lad ham sove og vokse hurtigt

For frugthaven bliver ødelagt af kalvene

Der er yderligere mange ting, mange ting

Dette er aftrækkeren

Dette er fængslet

Dette er kampen

Dette er, Dursun baby, vores verden

Dandini dandini dastana

Kalvene er i frugthaven

Lad vores løveagtige mødre

Føde sådanne store børn for fremtiden

(*) “Dandini dandini dastana” er en del af en tyrkisk vuggesang og betyder egentlig ikke noget, selv om ordet “dastana” betyder baby.

af Melih Cevdet Anday (1915-2002)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy

Du kan ikke sove

Landets tilstand skal larme

Og vække dig

Og du skal sidde og skrive

For du er ikke mere dig selv

For nu er du ligesom et øde telegrafhus,

Der modtager lyde

Og sender lyde.

Du kommer ikke til at sove

Før landets tilstand bliver i orden

Før verdens tilstand bliver i orden

Du kan umuligt lukke dine øjne…

Du kommer ikke til at sove.

Ligesom en tågeklokke i natten

Skal du kime

Indtil daggryet

Seriøs, frygtløs, beskeden.

af Melih Cevdet Anday (1915-2002)

på dansk ved Ismail Haydar Aksoy

Stakkels Etem

Han har lidt alt for meget sidste vinter

Han boede i parker

Nu har han det bedre

På et sanatorium

Han har tuberkulose.